Jeg bukker hovedet for spindriften, der kaster en kold sne sky mod mig. Med blikket vendt ned, drejer jeg hovedet væk fra vinden og ser ud over den stejle bjergvæg. Himalaya ligger for fødderne af mig, og her er så ufatteligt smuk. Det er så unikt et syn, så unik en oplevelse, og jeg erkender, at jeg er langt fra færdig med at kæmpe. Min nysgerrighed på, hvad der venter efter næste skridt må og skal tage over; drive mig opad. Min nysgerrighed er stor, og endnu større er min fascination af, hvad vi mennesker er i stand til.

Jeg er slap og i stigende panik. Fornemmelsen af at være lammet hersker over min krop. Tankerne melder sig. Iltmanglen melder sig. Mine fingre og læber prikker, og svimmelheden gør mig bange. Det her er ikke godt. Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg hjælpe? Vi befinder os i den såkaldte dødszone, der starter fra 8.000 meter. Et makabert navn, men af god grund. Tag en dyb indånding; nu skal vi på ekspedition.

Kom nu, Emma. Jeg træder hårdt fra på venstre fod, mens jeg hiver i min jumar. Jeg gisper. Pis. Sneen under min fod brækker grundet det hårde pres, og min krop falder fladt ind på væggen. Lynhurtigt finder jeg fodfæste; nu endnu værre end før. Dertil med en puls i maks og en overfladisk vejrtrækning. Luk verden uden for et øjeblik, og kom med på ekspedition: Du er med på den 60 graders stejle bjergside; du med i det kolde telt, mens tårerne triller; og du er med til at mærke, det euforiske rus, når når du læser mit blogpost.

Langsomst glider mine crampons mod venstre, og gør stigen endnu mere ustabil. Halvdelen af stigens trin er væk og erstattet med krydsene reb. ”Flyt din fod. Du bliver nød til at tage et skridt mere. Nu”, siger Jakob. Jeg glider, stigen tipper mod venstre, hvis jeg løfter min fod, tænker jeg. Kom med på Del 2 af mine Manaslu beretninger, hvor vi kigger hinanden dybt i øjnene og hjerteskærende må vende ryggen til The Real Summit of Manaslu.

Pulsen er høj, og musklerne er på arbejde. Jeg er i momentet og i fuldkommen koncentration, når jeg hakker mine frontpikke på støvlerne ind i gletsjervæggen i kombination af et solidt hug med først den ene isøkse og så den anden. Kom med på topforsøget af min bestigning af Mont Blanc. Mærk adrenalinen og oplev de helt særlige øjeblikke, når du læser mit blogpost.

Tiden går. Den går langsomt nu, og jeg ved ikke, hvor lang tid vi har været i gang. Vi zigzagger op ad og forbereder os på traversen. Her rammes jeg af vindstød på 60 km/t. og en windchill på -30 grader. Lad mig tage dig med på bjerget, og oplev de helt særlige øjeblikke, når du læser min blogpost om ekspeditionen.

Jeg tager en dyb indånding. Det er som om, nogen holder en hånd for min mund, og det giver et ryk i skuldrene, når indåndingen stopper øverst i brystkassen. Jeg skal have mere ilt. Kom med helt ind i hjertet af Nepal, når du læser min blogpost om ekspeditionen.

Første challenge i Alperne er fuldført. Læs om, hvordan lyn og torden lød lige over hovederne på os, mens vi øvede teknik ude på den åbne gletsjer.

Mine hypermobile led har haft stor betydning for mit aktive liv.

Jo mere jeg skulle svede, få ømmere muskler, og kæmpe for at nå toppen af bjerget, jo mere tilfredsstillende og smukkere blev turen.