Mine hypermobile led er min største fysiske udfordring.

Kender vi ikke alle til, at når hobbyen tager til, ja så begynder det at kradse i pengepungen?

Prioriteringer bliver nødvendige og ofte kræver det meget planlægning, at få hobbyen tilpasset i ens travle hverdag. Et (måske) nederen administrativt regnskab bliver lige pludselig en del af alt det sjove. 

Men før jeg overhovedet nåede til dette punkt, var og er min allerstørste udfordring min egen krop. På trods af at min krop er færdigudviklet, og selvom lægerne og fysioterapeuterne altid troede, jeg ville vokse fra min ekstreme hypermobilitet, ja så er det altså stadig en lige så gældende realitet for mig nu, som det var dengang, jeg var lille. 
Nemlig, at mine led er for løse, hvilket udvikler smerte og en mulig betændelsestilstand.

Som barn syntes jeg, det var ret sejt, at jeg kunne bøje min krop i alle de forkerte retninger, men egentlig fandt mange det nok ’ulækkert’. Med alderen forsvandt det seje og blev i stedet erstattet med smerter. Og som den aktive pige, jeg altid har været, havde det enorm stor betydning for mig. Jeg kunne ikke længere løbe ture, jeg måtte ikke længere dyrke kontaktsport, fordi mine led så let kunne skubbes ud af led, og jeg havde ofte smerter i op til flere dage efter fysisk aktivitet.

Selv, eller med hjælp fra mine veninder, måtte jeg som teenager “hive” mine knæ på plads, hvis ledet satte sig skævt fast. Og hvis den fysiske aktivitet blev for meget for mine hofter, så udviklede de en betændelsestilstand, der gav store smerter og stivhed. 

Da jeg fik at vide, at en hofteoperation blev nødvendig, hvis denne betændelsestilstand blev for stor, vidste jeg, at jeg måtte gøre noget. Igennem de sidste 7 år har jeg derfor opbygget mine muskler omkring mine led, sådan musklerne nu supplerer leddenes funktion. 

Min hypermobilitet får ikke lov til at bestemme.

Jeg har knoklet for at styrke mine muskler i hofterne, så de kunne supplere leddets funktion, og det har givet pote. I dag konkurrerer jeg om at komme ned under 50 min. på min 10 km. løbetur, hvilket er en stor sejr for mig. Jeg kæmper stadig fortsat med alle mine led, og de vil uden tvivl give mig kamp til stregen i mit projekt. Lad det bare komme an. 

Ved at have styrket mine muskler så meget, gav det mig også muligheden for at skrue op for mit fysiske aktivitets niveau. Ikke nok med at jeg elsker at være aktiv, ja så tillod det mig også at opdage min passion for livet blandt bjergene.

Jeg fandt min passion, og det er nu brændstoffet for min enorme drøm. Med min passion udfordrer jeg mig selv i bjergene, og for hvert bjerg lærer jeg noget nyt om mig selv. Når jeg vandrer, bredes en enorm glæde og beslutsomhed ud i min krop, mine arme, mine ben, og helt ud i mine fingerspidser. Det pirrer min nysgerrighed på livet. Jeg får følelsen af at leve i nuet og har aldrig følt mig bedre tilpas i min krop, som når jeg tager udfordringen op mod bjerget. Og derfor har jeg også tænkt mig at satse hele biksen på Emma’s Everest, hvilket inkluderer at mine led ikke skal bestemme, hvad jeg kan og ikke kan.

Jeg har erfaret, at langsigtede mål kræver koncentration, dedikation og passion. Selvom min drøm engang virkede umulig eller uopnåelig, så fortsatte jeg. Og så kliché, som det kan blive, ja så var det fordi, jeg blev ved med at tro på mig selv og skabte mine egne muligheder. Jeg tog chancer og spurgte om hjælp. Jeg vidste, at hvis jeg skulle nå mit mål på egen hånd, så ville jeg først (måske) stå på Everest om 15 år. Det var derfor altafgørende, at jeg tog chancen og spurgte om hjælp. For jeg vil udleve min passion og drøm nu og her og ikke først om 15 år.