Alperne: første challenge.

Samlet om spisebordet i en hyggelig lille lejlighed i Chamonix, sidder vi og snakker, Jakob, Casper og jeg. Bag os flyder gulvet med gear, madrationer, tøj, rygsække. Ja i bund og grund flyder det, med alt det, vi netop sidder og snakker om. For samtaleemnerne er utallige. For det første må vi have på plads, hvad ugen i Chamonix kommer til at byde på. Jakob briefer Casper og jeg om, hvad vi skal træne, hvordan vi skal træne det, og hvilke bjergtoppe i de franske Alper, vi drager mod. En rigtig nørdet snak. Jeg elsker det.

Casper og jeg er her begge af samme årsag. Vi skal træne teknisk alpin træning.
For mit vedkommende er Alperne første step i mit Emma’s Everest projekt. Her tager jeg det første spadestik og erfarer, hvad ”the alpine way” egentlig vil sige. For Caspers vedkommende er træningen yderligere erfaring til hans eget projekt, Charity Seven Summits. Casper samler nemlig ind til Legeheltene gennem hans projekt, hvor han vil bestige The Seven Summits.

Vejret i Chamonix er dårlig. Og ikke bare regnvejrs-dårligt. Nej, sådan rigtig torden-lyn-heavy-regn-for-tredje-uge-i-streg dårligt. Planen er derfor, at vi de to-tre første dage tager på en mini ekspedition, og derefter dedikerer de resterende dage til endags ture med basecamp fra lejligheden.

Om bordet fortsætter snakken. For alt gearet, maden, tøjet… ja alt på gulvet skal fordeles og pakkes i hver vores rygsæk. Og mellem alt vores nørdede snak, vendes og drejes en noget mere personlig samtale. For hvad jeg endnu ikke har fortalt er, at de to mænd, jeg netop skal til at drage på tur med, er to, jeg faktisk aldrig har mødt før.

Jakob og Casper har før været på ekspedition sammen, og Casper og jeg mødes da i CPH lufthavn for sammen at flyve til Chamonix, hvor vi mødes med Jakob. Men før du tænker, er Jakob da ikke din guide og mentor i hele Emma’s Everest projekt? Jo vist, men da Jakob bor i Norge, har Corona ikke tilladt os at mødes. I stedet har Jakob og jeg snakket utallige mange timer i telefon sammen. I næsten et helt år, har vi drøftet, planlagt, og skabt rammerne for Emma’s Everest. Og nu sidder vi her. Samlet om bordet i en lille hyggelig fransk lejlighed og pakker til første mini ekspedition sammen.

For mig er det ret crazy, og jeg er ellevild efter at komme afsted. For nok har vi aldrig fysisk mødt hinanden, Jakob og jeg, men det viser sig ret hurtigt, at vores timevis af snakke har båret frugt, og vi danner et stærkt team.

Ekspeditionen går til Glacier du Tour

Vi har alle tre fået pakket vores rygsæk. Jeg har +21 kg. i min rygsæk. Aldrig har jeg båret så meget vægt før, vel og mærket hvor jeg samtidig træner højdemeter og vandrer mange kilometer. Vores mini ekspedition går til Glacier du Tour. En utrolig smuk og scenarisk vandretur fører os op langs grønne bjergsider, hvor hver eneste indånding føles så ren og frisk. Omkring os rejser bjergene sig, og vi fylder vores drikkedunke fra rindende gletsjervand. Det kalder jeg et taknemmeligt landskab, og før vi ved af det, har vi panoramaudsigt over Chamonix by.

Scenariet skifter fra grønt til sporadisk hvidt. Vi nærmer os gletsjerens tunge og hytten The Albert Premier Hut i 2.702 meters højde. Dog er dette ikke endemålet. Vi har pakket en tung rygsæk for at være selvforsynende, og vi forsætter vores vandring, indtil vi ikke kan komme nærmere Glacier du Tour uden at hive crampons, hjelm og isøksen frem. Og her slå vi camp op. Jeg får kriller i maven af at se ned på gletsjeren, som jeg meget snart skal træne på.

I alt har vi to overnatninger i vores lille camp. Allerede efter ankomst hiver Jakob os (Casper og jeg) med ud på gletsjeren. Vi skal træne rebteknik, brugen af crampons og isøkse. Og Jakob tester os. For under den nok så smukke gletsjeroverflade, kan der gemme sig dybe spalter. Og da vi alle tre er bundet sammen i samme reb, er det essentielt, at vi forstår og lærer, hvordan vi med ret simple teknikker kan redde og hjælpe hinanden.

Tidligt morgenen efter er der afgang. Nu skal vi endelig på tur. Vi er i gang, og jeg får endelig lov til at tage mit splinternye gear i brug. Jeg har fulgt lag-på-lag metoden. Inderst har jeg mit uldundertøj fra Ulvang. Jeg er kæmpe fan af deres merino net baselayer. Dernæst mine elskede Ineo Pro vandretights og min Blade langærmet bluse fra Montane. Yderst har jeg min Montane Alpine Resolve skaljakken, og dertil har jeg altid et par ekstra ”lag” med i rygsækken. Knivskarpe crampons spænder jeg under mine alpinstøvler fra La Sportiva. Til denne tur bruger jeg modellen Nepal Evo GTX, da støvlen er lige, hvad jeg skal bruge til både vandring i højderne og mere teknisk træning. Karabinhager, ottetal, slynger og reb spænder jeg i min klatresele. Hjelmen og gletsjerbrillen er på, og jeg føler mig ret badass i alt mit klatregear fra Edelrid. Nu skal det virkelig testet af. Afsted med mig.

Den dag bestiger vi Petite Fourche på 3.512 m., og jeg erfarer, hvorfor man starter sin ekspedition, mens mørket endnu hersker. Det er det, vi kalder ”alpine start”. Allerede under vores bestigning op ad bjerget flasher solen sine kræfter. Sneen under os tør langsomt op, og frem for at vandre let oven på sneen, er der sektioner, hvor vi træder så dybe spor, at det ene ben ryger igennem sneen til hofte- eller knæhøjde. Det er træning, der får pulsen til at stige. Og frem for dejlig hård sne, som piggene under skoene griber fast i, er turen ned fra toppen i stedet præget af slushice. Det giver et lidt glattere underlag, kan jeg hilse at sige.  

Vores lille mini ekspedition er en succes. For selvom vi kun har to overnatninger frem for tre, eftersom Thor fortsætter med at svinge sin hammer, så vores teltsider rusker i hagl og regn, er det også en lærerig oplevelse. Og med vores program for resten af ugen, venter endnu mere træning forude. Træning, der byder på drønhammerende fantastiske endagsture.

Mens vi står ude på gletsjeren lyder torden og lyn over vores hoveder

Hjemme i lejligheden pakker vi om og bytter den tunge rygsæk ud med dagsrygsækken. Jakob og jeg skal op på Mer de Glace, som er en anden gletsjer i Alperne, hvor Katrin, der er Jakobs kæreste, tager med for at træne højdemeter. Hun er Ultaløber og skal om et par dage deltage i et løb i Alperne. Hun er virkelig en sej kvinde.

På denne gletsjertur skruer Jakob og jeg op for den tekniske del af alpintræningen. Og uden at gøre snakken alt for nørdet, så lærer jeg, hvordan man blandt andet rappeller ned ad en gletsjerside, mens man er sikret i et is-anker. Eller det er i hvert fald planen. Vi når bare desværre ikke igennem hele træningspasset, inden Thor igen svinger sin hammer.  

Og hvis jeg var lidt nervøs under træningen, grundet vores få meters sigtbarhed i regnskyerne og den stigende buldren ude i horisonten, så bliver jeg det for alvor, da både lyn og torden pludseligt lyder over vores hoveder. Aldrig har vi pakket sammen så hurtigt, og mit hjerte pumper derudaf. Vi drøner ned ad gletsjeren. Sigtbarheden er elendig, men vi finder tilbage til klippesiden, hvor vi kom fra. Nu skal vi blot klatre et par hundrede højdemeter op ad de stiger, som vi klatrede ned ad for at nå ned på gletsjeren i første omgang.

Trinene er våde på de stejle stiger, og vi sikrer os hele vejen op. Mens vi klatrer op, hører vi bragene fra de løse sten, der skrider ned ad klippesiderne grundet den heftige regn.
Puha. Sikke en træning. Den er vild og enorm lærerig.

Nu er jeg ægte bjergbestiger

Dagen efter tager Jakob og jeg alene på tur. Vi tager liften op til Aiguille du Midi i 3.842 meters højde. Stedet, der både er for turistbesøg og alpinister, idet bjergstigere herfra kan benytte sig af en direkte ”indgang” til Alpernes spektakulære bjerge, og hvorfra du kan se de franske, italienske og schweiziske alper. Denne indgang er mærket som ”alpinists only”. Jeg føler mig ret sej, for i alt mit Montane- og Edelrid gear og med karabinerne klirrende fra selen, går jeg forbi alle turisterne og ind gennem indgangen, hvor jeg møder det smukkeste syn. Snedækkede bjergtinder så langt øjet rækker. Nu er jeg alpinist.

Denne dag er vejrguderne med os, og solen står højt på himlen. Jeg er lykkelig og mærker en sitren i hele kroppen. Ikke fordi jeg er bange for den (i mine øjne) nærmest lodrette side til højre for mig, som fører mig hele vejen ned til Chamonix, hvis jeg falder. Men en sitren, fordi jeg i dette moment, bekræfter mig selv i, at jeg er i gang med det helt rigtige. At sætte uddannelsen på hold, dedikerer alle mine ressourcer og knokle som aldrig før er det hele værd.

Jakob fortæller mig endnu ikke helt, hvilken rute vi skal gå. Jeg tror, at han ser mig an, og jeg er opsat på at bevise, at jeg eddermame har Girlpower. Først starter vi med at bestige en mindre top, derefter overhaler vi nogle trætte grupper af fyre op ad bakke, og så påbegynder vi en mere teknisk rute. Jakob fortæller mig, at vi tager det, som det kommer, og vi altid kan starte denne mere tekniske rute og vende om, hvis den bliver for svær.

Herfra, hvor vi forbereder os, kan vi se Mont Blanc, som jeg skal bestige i 2022. Et bjerg, man bestemt ikke skal undervurdere, da det er blandt de mest dødbringende bjerge på Jorden. I 2022 skal jeg bestige Mont Blanc via The Three Monts ruten, hvilket betyder, at jeg igen skal tilbage hertil, hvor jeg næsten sidder nu og forbereder mig. Næste gang vi vender tilbage, skal vi så først bestige Mont Blanc du Tacul, derefter Mont Maudit og til sidst Mont Blanc.

Jakob og jeg påbegynder den lidt mere tekniske rute. Teknisk fordi vi ikke længere vandrer på sne. Vi skal nu klatre med crampons på klippe og følge en smal sti, der på hver side har udhæng, vi ikke skal i nærheden af. Vi er spændt sammen i reb, og ruten starter mildt ud. Men hen ad vejen byder den på farligere afsatser, og ved nogle passager kræver det, at vi sikrer os i de bolte, der allerede er banket ind i klippen. Før vi ved af det, når vi til vejs ende af denne rute. Og med det mener jeg, at ruten simpelthen stopper ved en lille terrasse, som hytten Cosmiques Hut har på bagsiden. Her griner Jakob og jeg. For sikke et syn, de erfarne mænd inde fra hyttestuen får, da de ser bjergbestigeren og kvinden med det lange, lyse, flettede hår kravle ind over gelænderet til hytten.  

Jeg tror i hvert fald, at jeg fik bevidst overfor Jakob, at jeg har masser af Girlpower. Og jeg fik endnu en bekræftelse i, at jeg elsker bjergbestigning. På godt og på ondt. For en dans på roser bliver det aldrig. Men hvad sjov er der også i det?

Mit første step i Emma’s Everest blev en uge Alperne. Du kan se flere billeder fra turen her.
En uge, der bød på omskifteligt vejr, tung vægt, første møde med Jakob, spektakulært landskab, træning, og uforglemmelige oplevelser. En uge, der gør det hele værd at tage hjem til hverdagen for at knokle videre med Emma’s Everest, indtil vi igen skal afsted til oktober/november. Denne gang til Nepal, hvor jeg får første møde med Mount Everest.

Du kan allerede læse om turen, Himalayan Double: 2 x 6.000 meter høje bjerge her.