Himalayan Double: 2x6.000

Vi er opslugt af mørket. Opslugt af uvisheden for, hvad der venter forude. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spejde ud gennem det ovale vindue i flyvemaskinen på vej til Kathmandu. Passagerne omkring mig har enten lagt sig til at sove eller er på deres 4. film. Men det kan jeg ikke. Jeg er for spændt og sidder med et lille håb om at få første glimt af de hvide giganter.

Desværre er det eneste, jeg kan se, lidt sporadisk lys under flyet. Og her slår det mig. Jeg har aldrig set Everest. Jeg har endda aldrig været i Nepal og har af gode grunde aldrig set et eneste af de unikke bjerge i Himalaya. Det gyser i mig, for hvad har jeg dog tænkt mig? Hvad er det egentlig, jeg bygger mit livs mål på? Hvad er det, der venter forude?

Jeg vil gerne tage dig med helt ind i hjertet af Nepal. Der, hvor bjergenes spektakulære skygger overvælder dig. For her, lige her, mærker du følelser, du umuligt kan tænke dig til. Følelser, du skal opleve. Følelser, som kommer med den passion, bjergene giver dig. Vil du med?
Fedt – let’s do this. 

Lobuche East, 6.119 moh.

Jeg tager en dyb indånding. Det er som om, nogen holder en hånd for min mund, og det giver et ryk i skuldrene, når indåndingen stopper øverst i brystkassen. Jeg tager endnu en indånding. Jeg skal have mere ilt.  

Helt rolig nu, Emma. Tag så dyb en indånding du kan, og pust nu alt ud. Helt ud. Det siger jeg til mig selv, mens jeg står på den stejle gletsjerside af Lobuche East under vores topforsøg. Jeg gentager denne proces, og til sidst kan jeg mærke, hvordan min indånding udspiler hele min brystkasse og kommer godt ned i maven. Puha, det var rart. Jeg er igen i kontrol, og jeg får ilt til mine ben og mærker, hvordan hjertet ikke pumper nær så hårdt som før.

Nu er det bare at vende blikket opad og tage seks skridt mere, før den halvskræmmende fornemmelse af iltmangel melder sig igen. Jeg har det for fedt. Det lyder måske tosset, men aldrig har jeg prøvet noget, der er så skræmmende og lykkegivende på samme tid. Jeg føler mig stærk og er ikke i tvivl om, at jeg fysisk er godt trænet. Mentalt er jeg der også, og den eneste tanke jeg har i hovedet er: jeg ved, at jeg når toppen.

For her, på den stejle gletsjerside, udlever jeg min passion. Jeg hakker isøksen ind i væggen, hiver min jumar længere op ad fixrebet, og så er det bare at tage to skridt mere. Det er så simpelt, men så enormt givende. I fuld fokus, med kun tanke på at tage et skridt mere, bevæger jeg mig langsomt og sikkert op ad bjerget.

Før jeg ved af det, står Jakob og kigger på mig. Jeg kigger tilbage på ham, kigger ned på bedeflagene ved hans fødder, og da går det op for mig: ”Vi har nået toppen, har vi ikke?”. Jeg griner, da jeg spørger Jakob, for hvordan kan jeg overhovedet være i tvivl. Men omkranset og gemt væk blandt store 7.000 og 8.000m. toppe, syner Lobuche East på sine +6.000m. måske ikke af meget. Ikke desto mindre giver bjerget os en ægte og enestående udfordring.

Juhuu, råber jeg. Lige efter Jakob, når jeg toppen som den første og samtidig den eneste kvinde i teamet. Jakob og jeg jubler sammen. Jeg har lige besteget min første +6.000 m. top, og jeg er overvældet af lykke. Udmattelsen, frygten og refleksionerne om ‘hvorfor’ er væk, glemt på stedet, og jeg fyldes med tanker som, ”jeg gjorde det”, ”jeg nåede toppen”, ”derfor gør jeg det her”. 

Omkring kl. 07.25 står vores lille team på 5 og krammer hinanden. Vi er alle på toppen efter 6,5 time. Succes. Shit en fantastisk udfordring, og vildt hvordan nat bliver til dag. Jeg glemmer aldrig da solens varme, gyldne stråler forvandlede den sorte nattehimmel til et dynamisk maleri: først fra lilla og lyserød, så til gul og orange, for til sidst at blive helt blå. Men nu skal jeg ned fra toppen, og her hjælper solens varme ikke på min udmattelse, eller den tidligere knasende, hårde is under mig. Omkring 4-5 timer senere kan jeg endelig smide mig i teltet, der forresten også er drønvarm.

Træt, men glad ligger jeg i mit telt og reflekterer lidt. Min tidligere uvished om Himalayas giganter er brudt. Jeg er godt i gang med at skabe mine egne erfaringer, og nå ja, så er jeg forelsket i synet af Everest, som jeg ikke kunne tage mine øjne fra under trekket ind i Everestdalen.

Fra Lukla til Everest Base Camp.

Lad os spole tiden tilbage. Helt tilbage fra før bestigningen af Lobuche East.
Vi befinder os nu i Kathmandu.

Bjergene har jeg enorm stor respekt for, men jeg er ikke bange. Dog kribler det i maven, da jeg klikker selen fast i det lille propelfly med plads til omkring 20 passagerer. Vi flyver fra Kathmandu til Lukla, hvorfra vi starter vores trek. Jeg kigger nervøst rundt for at se, om de andre også tripper, for i mit hoved kører nogle ret skræmmende fakta rundt. Vores pilot flyver udelukkende visuelt mod en landingsbane, der er placeret mellem bjerge på en stejl klippeafsats, hvis skråning falder stejlt med 609m. mod den nedenfor liggende dal. For enden af den 475m. lange landingsbane er en solid stenmur, hvilket er temmelig chokerende, når London Heathrow Airports nordlige landingsbane måler 3.902m. Jeg sidder altså i et fly, der skal til at lande i en af verdens farligste lufthavne.

Så er der afgang. Vores fantastiske trek starter kort efter ankomsten til Lukla, og jeg ser frem til 25 dage blandt snedækkede bjerge. Jeg ved, turen byder på ægte Himalaya klatring og klassisk bestigning af de smukke og udfordrende bjerge, Lobuche East på 6.119 moh. og Island Peak på 6.189 moh. Jeg ved også, at vi skal trekke enormt mange dage gennem et enestående landskab i den legendariske Everestdal, kaldet Solu Khumbu. Det har jeg jo læst mig til forinden, og Jakob har vist heller ikke holdt igen med røverhistorierne.

 Men der er bare stor forskel på de vidunderlige fortællinger, og så selv at opleve det. Men jeg siger dig, kunne jeg gå samtidig med, at jeg drejer 360 grader rundt om mig selv, så gør jeg det. Jeg hiver det ene indtryk til mig efter det andet. Vi besøger de små te-hus-byer, kommer tæt på Sherpa kulturen, besøger små, skjulte buddhistiske templer, oplever de lokales traditioner, og ikke mindst lever blandt bjergene.

Vi går fra Lukla, der ligger i knap 3.000 moh., og op igennem dalen, der gradvist skifter udseende. Jo højere vi går, jo mindre bliver vegetationen. Da mit ur fortæller, at højden er 4.200 moh., stopper jeg op. Jeg kigger rundt. En hel klar skillelinje ses her ved 4.000 moh. Vi har nået trægrænsen, og jeg får nok først træerne at se igen om tidligst to uger.

Vi krydser de famøse hængebroer, der er beklædt med farverige bedeflag. Det her er stort, og jeg elsker, at jeg rent faktisk nyder at opleve så mange nye ting. Jeg kunne lige så godt være blevet skræmt af den anderledes kultur, de mange timer på trek, den stigende højde, kulde, udmattelse og alt det andet, der skiller sig ud fra min dagligdag i Aarhus. Men tværtimod, så elsker jeg det.

Her på broen inden Namche Bazar blafrer bedeflagene i vinden og bærer bønnerne samt de gode ønsker videre. Og her fra broen kigger jeg op på Everest, mens jeg lader hånden glide igennem de blafrende bedeflag. Må vinden tage min stille bøn med sig.  

8 dage er gået. Jeg står med min arm om Jakob og hans om min skulder. Tårerne triller hos os begge, og jeg kæmper med at få fremstammet ordene ”det er glæde, det her”. Vi står i starten af Khumbu-isfaldet ved Everest Base Camp, 5.364 moh. Det er nærmest surrealistisk at stå her, for det er et øjeblik, jeg indtil nu kun har drømt om. Alt det jeg kæmper for, står jeg og kigger på. Og jeg gør det sammen med Jakob, der er en ubeskrivelig støtte for mig. Han knokler ved min side og påtager sig et enormt ansvar, som min guide på alle Emma’s Everest ekspeditionerne.

Tak er et fattigt ord hertil.

Island Peak, 6.189 moh.

De mange dage på trek gør mig klar til bestigningerne. At vi går til Everest Base Camp er ikke kun for oplevelsen skyld, det optimerer vores højdetilvænning og akklimatisering. Derfor tager vi også andre afstikkerture, hvor vi bestiger flere +5.000m. toppe undervejs i trekket. Vi har været på ekspedition i 14 dage, og bestigningen af Lobuche East er krydset af. Nu skal vi leve op til turnavnet Himalayan Double.

Klokken er lidt over midnat, da vækkeuret ringer, og jeg er ret træt. Mit ur fortæller mig, at jeg kun har sovet lidt over 2 timer. I den kolde nat begynder jeg at trække i tøjet, så jeg kan mødes med de andre i spiseteltet. Den varme toast gør godt, og jeg tænker for mig selv, at jeg nu må trække på min erfaring fra Lobuche. Jeg retter ryggen og ved, at jeg er klar til at lave topforsøg på Island Peak.

I mange timer er vi opslugt af mørket, hvor kun vores pandelamper lyser op. Vi går med stive alpinstøvler på klipperne, og stigningen er hård. Der bliver ikke sagt meget, og jeg kan høre de andres åndedræt. Selv går jeg med hovedet bøjet let forover, og så mærker jeg noget varmt, der løber ned på overlæben. ”Øh Jakob. Jakob vent lidt. Jeg tror, jeg har fået næseblod”, får jeg sagt. Heldigvis får vi det hurtigt stoppet og fortsætter vores færd op til gletsjerens start.

Jeg har glædet mig til at komme på is og med de store, besværlige handsker på, trækker vi i klatregearet. Der er en temmelig speciel stemning blandt os, for vi ved alle sammen godt, at det er nu alpinklatringen går i gang. Det er nu, vi finder vores store egoer frem.

Jeg er i fuld fokus, for fixrebene og ankerne er ikke bestemt gode, og jeg bøvler lidt med at finde et godt flow. Tiden står stille, og alligevel kæmper jeg mig afsted. Mørket erstattes med solstrålernes vidunderlige lys på de snedækkede kæmper. Wow, endnu en mindeværdig solopgang. Jakob kigger på mig og siger ”kig lige herover og bliv ved med at smile”. Det viser sig, at jeg endnu engang bløder. Min overlæbe er sprækket i kulden, og blodet har frosset sig fast på mine tænder. Jeg forsøger at fjerne blodet med tungen.  

Lidt under 6 timer er gået, og jeg sætter min karabin i andensidste fixreb. Den sidste strækning mod toppen er en smal ryg med to meget stejle sider. Jeg trækker i min jumar, tager to skridt op ad ryggen, og bliver med det samme mødt af et kraftigt vindstød. Hurtigt sætter jeg mig på hug og bukker hovedet for de bittesmå isflager, som vinden kaster med sig. Så snart vindstødet ophører, går jeg videre, men jeg må sætte mig på hug flere gange op ad ryggen.

Denne gang er jeg ikke i tvivl om, at toppen er nået. Jeg står her nu. Toppen af Island Peak. Yes. Jeg kommer op efter Jakob, og efter mig kommer Emil. Men denne gang er vinden så stærk, at vi ikke kan blive og vente på de to andre i gruppen. De går sammen med vores klatre- og trekking Sherpaer, så de er i trygge hænder. Jeg stiller mig mellem Emil og Jakob. Det er selfietime, men nu ser jeg i kameraet, at tænderne stadig er smurt ind i frosset blod. Sikke nogle topbilleder, det her bliver til. Pyt, jeg står på toppen af mit andet +6.000m. bjerg.

Nu skal vi bare hurtigst muligt ned, og så kan vi kalde Himalayan Double, 3. step i mit Girlpower projekt, for en 100% succesoplevelse.

Hvad så nu?

Er du gal en oplevelse, sådan en 30-dages ekspedition i Nepal giver. En oplevelse jeg er taknemmelig for. Kulde, søvnløse timer og udmattelse har klart været en stor del af oplevelsen, men that’s a part of the game. Jeg var forberedt mentalt og fysisk, og vores lille team var stærk og samarbejde godt.

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, og alt for nemt og hurtigt er jeg faldet tilbage til dagligdagens rutiner. Mon jeg undgår mountain-blues? Jeg tror det, for jeg elsker min lille lejlighed, min base, og jeg går min til dato mest travle december måned i møde. Og om blot en måned rejser jeg til Aconcagua i Argentina, der er Sydamerikas højeste bjerg samt 4. step i projektet.

Bonus: Ama Dablam
Ud over at Himalayan Double ekspeditionen bød på bestigningerne af 2x6.000 bjerge, så skulle to af teamets mænd bestige Ama Dablam med Jakob. Muligheden bød sig derfor, at jeg kunne tage med til Ama Dablam Base Camp som BC Manager for at opleve denne del af ekspeditionslivet, livet i BC.

Vil du følge med i min næste ekspedition? På Aconcagua kan du følge min bestigning via den GPS-tracker, jeg bærer. Stay tuned eller læs om min næste ekspedition til Aconcagua på 6.962 moh., verdens højeste bjerg uden for Himalaya, her.