Mont Blanc: 4.810 meter.

Min pandelampe viser mig vejen, og jeg følger i Jakobs fodspor. Selvom jeg har gået her før, virker nat og dag som to forskellige verdener. Topforsøget er i gang, klokken er lidt over et, og vi er alene på bjerget i den tidlige nat den 9. juli. Adrenalinen pumper, men jeg er fattet. En lang, hård bestigning venter forude, og jeg ved, at jeg skal udnytte min energi over længere tid.

Minutterne inden topforsøget.

I stilhed tager vi gear på uden for vores telt i Col du Midi, vores fine lille etableret Base Camp for foden af Refuge des Cosmiques. Få andre telte har også valgt at etablere camp her, men vores naboer skifter en del i løbet af de 5 dage, vi har i campen. Det føles så godt at stramme selen, hægte karabinerne, isskruerne og diverse klatregear i. Høre deres lette kliren, mens jeg kvejler rebet op.

Med rolige hænder fikser jeg mig til rebets ene ende. Det reb, som Jakob og jeg begge er spændt i, når vi går. Rebet, som vi er så afhængige af, og af samme årsag er vi fuldstændig afhængige af hinanden. Afhængige af, at vi begge ved, hvad der skal gøres, hvis en situation opstår. Fra dag et har jeg stolet på Jakobs erfaring, og hans styrke i bjergene. Jeg tager det derfor som en kæmpe tillidserklæring fra Jakob, når han stoler på min opbygget erfaring og styrke til at gå i reb med mig, når vi alene bevæger os ud i natten og op ad bjerget.

Jeg tjekker endnu engang, at jeg har bundet korrekte knob, og at jeg har alt gear med. Jeg gør det selvsikkert og stoler på min gøren. De mange ture, ekspeditioner, og ikke mindst de sidste par træningsdage på sne og gletsjer, har givet så ufattelig meget læring. Tjek, tjek og tjek, vi er klar. Jeg sender Jakob et smil, han løfter hånden i position og smiler tilbage. Vores lille håndtryk-serie er ritual, og fra momentet vores knoer rammer hinanden i efterligningen af en eksplosion, er vi all-in.

The 3 Mounts Blanc Traverse. 

Alene i mørket går vi Mont Blanc du Tacul i møde. Det hvide underlag, og de smukke snedækkede toppe omkring os gør, at mørket ikke virker omklamrende. Kulden er heller ikke mærkbar endnu. Tværtimod. I de tidlige nattetimer er temperaturen ikke på sit koldeste, og med sommerens hedebølge i bl.a. Frankrig, mærker vi varmens ubehagelige påvirkning. For at par dage siden bestig vi Mont Blanc du Tacul på 4.248 m., som vores akklimatisering inden bestigningen af Mont Blanc. Mens jeg går, hører jeg sneen knase under mig, men jeg mærker også, at mine crampons ikke bider fuldkommen ind i sneen. Jeg mærker, sneen er blødere, og vi oplever, hvordan varmen ændrer ruten.

Ruten, vi bruger til bestigningen af Mont Blanc, hedder The 3 Mounts Blanc Traverse, og er en af de mere tekniske standardruter til toppen af Mont Blancs 4.810 m. Det betyder, at vi skal traversere; altså gå tværs over de to første toppe, Mont Blanc du Tacul og Mont Maudit for at nå toppen af Mont Blanc.

I et selvsikkert tempo bevæger os op ad Tacul via den rute, vi tidligere har gået. Et skridt ad gangen træder vi pikkene under støvlerne ned i sneen og banker isøksen ind i siden af bjerget. Elsker det. Vi er stadig alene på bjerget, men når vi kigger bagud, ser vi den lille slange af pandelamper, der er gået fra Refuge des Cosmiques. De forreste har fart på, og inden længe passerer de os.

Tiden går, natten bliver koldere, og Jakob og jeg stopper op. Vi har netop passeret nogle af de mere skræmmende og risikofyldte sektioner på Tacul. Sektioner, hvor sneblokke og sten ligger for fødderne af os, og hvor de små spalter har åbnet sig op til større gab. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er, at vi bevæger os hurtigt, sikkert og i mørke uden solens opvarmning.

For her i nattens mørke, oplever jeg en vis sikkerhed. Og misforstå mig nu ikke. Jeg er fuldt ud klar over den risiko, der bogstaveligtalt hænger over hovedet på mig, når ruten har overhængende is eller sten. For de sten og isblokke, som netop ligger på ruten, er jo faldet ned. Min såkaldte sikkerhed, eller forståelse for bjerget, handler om at nattens kulde ”holder” på bjerget.

For selvom jeg her i mørket ikke ser længere, end hvad min pandelampe tillader mig, kender jeg trods alt ruten fra vores akklimatisering. Det giver mig en ambivalent følelse. Jeg husker ruten, jeg ved, hvad der kommer, men i natten ser jeg først den skræmmende, overhængene fare, når jeg rent faktisk går under de store sneblokke. Men jeg stoler på vores planlægning og mit teamwork med Jakob. Hvad jeg finder mere skræmmende er, når vi er på vej ned ad bjerget igen og skal igennem sektionerne i fuld formiddagssol.

De tekniske sektioner er langt mere tekniske end forventet.

Pulsen er høj, og musklerne er på arbejde. Det er så vildt, hvordan tid og tanker forsvinder. Jeg er i momentet og i fuldkommen koncentration, når jeg hakker mine frontpikke på støvlerne ind i gletsjervæggen i kombination af et solidt hug med isøksen. Her er så stejlt, at Jakob og jeg nu bruger to isøkser. En til hver hånd. Endelig er vi på vej op ad Mont Maudits tekniske bjergside.

Vi klatrer opad i en forholdsvis lige linje. Når jeg står på mine frontpikke, skal jeg ikke læne mig meget fremad, før min overkrop også læner sig op ad bjergsiden. Kæft, det er hårdt arbejde. Jeg løfter armen og hugger godt til med isøksen. Den bider ikke fast, og is rasler ned. Jeg kigger op, men må hurtigt bukke hovedet. Små isflager rasler ned fra klatrerne over mig. Jeg hugger til igen, og denne gang får den ved.

Jeg har en for vild følelse. Det, jeg er undervejs med lige nu, er så crazy. Min krop forstår arbejdet: altid tre ’punkter’ på væggen, hvor jeg enten har begge fødder sparket ind i væggen, og dertil den ene økse, mens den anden hugges i en smule længere oppe ad bjergsiden; eller, begge isøkser plantet i væggen, mens jeg finder nyt fodfæste med den ene fod. Mens alt dette foregår på bjergsidesektioner, der er 60, 70 og 80 grader, er jeg kun bundet i reb med Jakob. Kan du nu se, hvor afhængige vi er af hinanden? Det er så surrealistisk at klatre her, at være undervejs og prøve at klatre mere teknisk, som jeg så længe har cravet. Samtidig er det vildt nervepirrende, men lige nu, mens jeg klatrer, tænker jeg kun på at sparke røv.

Jeg klatrer de sidste meter op til Jakob. Han er sikret, og kvejler rebet op til mig, inden vi bevæger os ud på rutens måske mest tekniske passage. Vores rutine er blevet så stærk, og vores teamwork og makkerskab er afgørende for vores sikkerhed. Mont Maudit viser sig frem, og vi har bl.a. krydset en såkaldt Bergschrund: forestil dig en stor spalte, der er dannet mellem den glidende is og den faste is, og vi har klatret på en 70 graders bjergside. Men traversen, vi står overfor, kan meget vel være Mont Maudit, der viser kløer.

Jeg er oppe ved Jakob og sikrer mig. Wow. På vores højre siden fortsætter ruten horisontalt på bjergsiden, der er 60-80 grader. Vi snakker kort, aftaler og bekræfter igen rutinen for hinanden: Jakob klatrer først, mens jeg sikrer ham, fra hvor jeg står. Når der er fuld rebs længden mellem os, sikrer Jakob sig, og så er det min tur til at klatre hen til ham. Måske en mere langsommelig proces, end hvad andre vil gøre, men vi er ikke i tvivl. Sikkerhed frem for alt.

Med ansigtet vendt ind mod bjergsiden, og ryggen eksponeret, flytter jeg først højre isøkse horisontalt til højre og derefter følger den anden isøkse. Med stramt greb om begge økser flytter jeg højre ben. Og ligesom økserne, skal jeg ikke opad, men horisontalt til højre. Det er for sindssyg en følelse, jeg mærker, idet jeg løfter støvlen og træder ’ud på siden af bjerget’, fremfor at gå op ad. Jeg sparker frontpikkene hårdt ind i bjergsiden og sikrer mig, at jeg står fast på den lille afsats, der er lavet af tidligere klatrere på ruten. Så flytter jeg venstre fod, og jeg står igen i en stærk ”lige-op-og-ned” position, hvor jeg fronter bjergsiden. Jeg er fokuseret på udførelsen, og Jakob opmuntrer med ”godt Emma”, ”stille og roligt”, ”sørg for at isøksen er hugget helt i”. Adrenalinen pumper, og jeg føler mig så stærk. Det bobler i mig. Og kender du lidt til mig, så ved du måske nu, at dette væld af følelser, er det, jeg beskriver, som girlpower.

”For fanden hvor er det vildt. Det så sygt fedt, Jakob”. Boblerne i mig bruser over, og jeg råber til Jakob. Jeg råber, griner og smiler mens jeg stadig traverserer overmod ham. ”Så, fokus nu Emma. Det er vigtigt”, råber Jakob tilbage til mig. Jeg når det sidste stykke, sikrer mig, og før Jakob går afsted, er han også et stort smil. ”Det er så fantastisk, det her”, og jeg får et klap på ryggen. Kunne du se os lige nu, er jeg overbevist om, at du ser, hvordan vores øjne stråler af taknemmelighed for at være her og gøre det, vi elsker.

Efter traversen har vi igen en lille, stejl, opadgående sektion, der må klatres, før vi har besejret Mont Maudits mere tekniske udfordring, og før vi kan holde pause og tanke op.

Vidunderlig solopgang og Mont Blanc.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Bjergene er magiske i morgens første lys, og i de sidste timer har horisontlinjen bag os funklet og flottet sig. Som et dynamisk maleri, har solopgangens fantastiske blå, røde, orange og gule farver markeret sig. Her går jeg med Mont Blanc i sigte, og solens varmende stråler i ryggen. Jeg er taknemmelig.

Klart ser jeg Mont Blanc. Ser, hvor langt toppen stadig er fra os. Og før opstigningen til toppen, byder denne rute på endnu en af de stejlere udfordringer. Jeg er udmattet og mærker, at adrenalinen fra tidligere har kørt hårdt på min energi. Det næste stykker går jeg forrest, og jeg forsøger at aflaste kroppen. Jeg vender siden lidt til bjergvæggen, træder det ene ben ind foran det andet, og går således mere sidelæns op ad bjerget, frem for at fronte det direkte på. Måske det hjælper. Tiden går i hvert fald.

Vinden melder så småt sin ankomst i takt med de mange højdemeter, vi har lagt bag os, og snart er der ikke mere bjerg at bestige. Jakob er hooked, og det er så vildt at opleve, hvordan ilden i ham bliver stærkere og stærkere, jo tættere vi kommer på toppen. Det lyder jo også meget logisk, at ilden tændes i en, jo tættere man er på målet. Men realiteten er bare oftest, at de sidste højdemeter til toppen er så udmattende, så hårde og føles så langt. Jeg trasker, og jeg mærker tydeligt en mangel på energi. Det sidste stykke mod toppen virker uendeligt lang lige nu, og jeg er så glad for, at jeg ”bare” skal fokusere på at holde trop med min bjerg-tændte klatremakker.

Det virker. Dem, der er tidligere overhalede os på ruten, ligger vi bag os. Jeg ser, hvordan udmattelsen også har meldt sig hos dem. Vi er så tæt på toppen.

Tom for ord, men opfyldt af lykke og en overvældelse af, at endnu en succes i Emma’s Everest er nået på toppen af Mont Blanc, 4.810 m. Ordene er væk: jeg er drænet, og jeg er så forbandet glad for at stå her. For snart 1,5 år siden, var Jakob og jeg på tur sammen for første gang. Første gang, hvor vi mødte hinanden og kickstartede Emma’s Everest med 1. challenge i Alperne. Det var også første gang, jeg så Mont Blanc, så den rute vi skulle følge lidt over et år senere, og første gang jeg oplevede sne og is under mine alpinsko. Min kærlighed til bjergene var enorm første gang, jeg oplevede girlpower-følelsen her i Alperne. Min kærlighed til bjergene er ubeskrivelig her i momentet på toppen, og jeg er så stolt over at have nået Mont Blanc via den tekniske standardrute på blot 6 t. og 15 min.

En blanding af grin, ynk og forbandelser.

Små 40 min. er gået her på toppen. Jeg suger det hele ind en sidste gang, og nu må vi ned. Selvom der nok kun er -12 grader, så trænger vindens kulde sig godt og grundigt ind til benet efter 40 min. Vi fryser begge vores hænder, og kort efter vi er begyndt nedstigningen, må jeg stoppe. Der er kontant tilbagebetaling for de mange billeder, jeg brugte højre hånd til at tage. Og lige nu betaler jeg den i smerte. En smerte, jeg efterhånden kender godt til, når handsken har været lidt for længe af, og varmen er på vej ud i fingrene igen. Jeg banker gentagende gange min hånd hårdt ned i låret. Jeg slår på den, ryster den og svinger armen. En blanding af grin, ynk og forbandelser lyder fra mig. Jakob står og ser mit forvrængede smil. Det er intet, han kan gøre, udover at vise mig hans forståelse. Hans blik og ord fortæller mig, at han forstår min uduelig smerte i højre hånd, og vi ved begge, at når smerten er værst, er varmen der snart. Jeg kommer med et sidste udbrud, sænker skulderne og varmen er på vej. Godt så, ned med os. Og gerne i en fart, før solen står højt på himlen.

Vi bruger 4 timer ned til campen i Col du Midi. Og selvom vi er nede lige før kl. 12, er det en nedstigning, hvor vi tydeligt mærker solens påvirkning af ruten. Denne sommer er en af de varmeste i alperne og med 3. hedebølge på rad, har det påvirket nedsmeltningen af gletsjer og mange af de klassiske ruter enorm meget. Turen ned er en verden til forskel fra bestigningen op i mørket, og på den lille uge vi har været heroppe i bjergene, ser vi, hvordan gletsjeren har blottet sig, og hvordan sneblokke smelter og falder ned.

Vi rammer vores etablerede base camp til frokost og storsmiler. Vi løfter begge hånden i position, og ritualet følger. Håndtegnet, der ender i en eksplosion, markerer hermed en kæmpe succes af 5. step i Emma’s Everest. Jeg gjorde det. Vi gjorde det igen, Jakob. Emma’s Everest har udviklet sig til så vildt et projekt. Et girlpowerprojekt, der er ekstra og så meget mere end bjergbestigning. Det er inkluderende og motiverende. Og det er så meget mere, end jeg i min vildeste fantasi havde turde håbe på.

Den 30. august 2022 tager jeg på min næste ekspedition. Igen drager jeg til Himalayas majestætiske, snedækkede giganter for 6. og sidste step inden bestigningen af Mount Everest. Denne gang tager jeg på ekspedition i 1,5 måned, hvor jeg skal bestige verdens 8. højeste bjerg, Manaslu med sine 8.163 m. Jeg har ikke ord for, hvor fuldstændig vanvittig ekspeditionen er for mig, og hvor meget jeg glæder mig. Manaslu bliver min generalprøve inden Everest, og når jeg står på toppen, gør jeg det som Danmarks første kvinde nogensinde.

Jeg håber, du vil følge med, når jeg skal prøve kræfter med min første +8.000 m. bestigning. Sammen med Jakob og 3 andre danskere, har vi sat rammerne for et utroligt stærkt team, og jeg er ellevild efter at komme tilbage blandt de vidunderlige, magiske bjerge.

Følg med på min Instagram, når jeg tager dig med på ekspedition, i de ærlige øjeblikke, de oplevelsesrige momenter og så meget mere.