Aconcagua: 6.962 meter.

Ekspeditionslivet er ukendt territorium for mig, og den 10. januar står jeg ved parkgaten, hvorfra vandreturen mod Aconcagua Base Camp starter. Det føles uvirkeligt og drønhammerende fedt. Ligesom alle mine andre ekspeditioner i Emma’s Everest, er denne ekspedition med Urth-Adventures, og sammen med de otte andre deltagere og vores guider, Jakob Urth, Martín og Javi, går jeg afsted.

Men egentlig er ekspeditionen allerede i gang. Det har den måske været i et stykke tid. For sikke en masse planlægning, udfordringer og op- og nedture, vi allerede har dealet med. Nå, men her går jeg: frisk og ivrig efter at betræde det ukendte. Let the games begin. 

Og hvor starter vi bedst? Jeg kan nemt remse dag-for-dag op for dig. At vi brugte to dage på at vandre til Base Camp, også kaldet Plaza de Mulas. Remse op, hvordan vi forberedte os i dagene inden afgang, og hvordan vi brugte dagene i BC. Men hvad sjovt er der i det? Nada.

Jeg vil langt heller tage dig med på bjerget. Tage dig med til særlige momenter. Lade dig opleve de helt specielle øjeblikke på bjerget. Øjeblikke, jeg sætter pris på. Øjeblikke, jeg er taknemmelig for. Og øjeblikke, hvor jeg er allermest sårbar og ærlig. 

Kan det lade sig gøre?

Fem dage er gået i BC. Vi er nu syv deltagere tilbage, og i dag går fem af os igen op ad bjerget. Planen er, at vi går hele vejen op til Camp 2 i 5.570 m., og på turen ned må vi forbi Camp 1 i 5.300 m., som vi etablerede på vores første tur op, før vi fortsætter til BC. Vi går på rad og række, og på 3. time fråser vi ikke med ord. Jeg oplever selv, at når jeg vandrer, får mine tanker frit spil, eller også er de ikke eksisterende. Og lige nu? Ja, lige nu er jeg flyvende.

Jeg kan mærke det i brystet. I armene. I benene. En kilden, der spreder sig i min krop, mens jeg går mod C2. Jeg går og smiler og må til sidst bryde tavsheden, ”kæft hvor fedt, det her”. Jeg tror, de andre sætter pris på mit udbrud, for de bekræfter glæden, og derefter fortsætter vi i fuld fokus opad. 

Hvor længe der går, før min glædesballon punkterer, ved jeg ikke. Jeg begynder at forstå ekspeditionslivet. Eller rettere sagt, jeg begynder at mærke påvirkningen af ekspeditionslivet hos os alle: hvordan dagene mentalt tærer, og hvordan turene op ad bjerget dræner energien. Mentalt er jeg stærk, og selv nyder jeg virkelig dagene. Men den fysiske udfordring ved at bære en tung rygsæk op ad bjerget, er måske ved at knække mig.  

Smerten i mine hofter vokser. Det her må bare ikke ske, tænker jeg. Min lethed og mit overskud er væk. Jeg forsøger at holde trop med de andre, men mine tanker går kun på, hvornår jeg kan tillade mig at bede om pause. Det sidste, jeg vil, er at virke svag. Hele mit liv har jeg døjet med hypermobile led. Forskellige fysioterapeuter har givet mig et utal af øvelser, og i mange år har jeg især trænet musklerne i mine hofter, så jeg netop kan gøre det, jeg elsker: at være aktiv og vandre i bjergene. 

Jeg kæmper en indvendig kamp, og jeg sænker ufrivilligt farten. De andre tilbyder flere gange at hjælpe mig med vægten. Er jeg for stolt, måske? Men jeg vil klare det selv, for lige nu er det den eneste positive tanke, jeg kan holde fast i. Hvis jeg klarer det denne gang, så kan jeg også næste gang, når vores topforsøg er i gang.

Betændelsen i mine hofter bliver provokeret af det konstante pres, mine hofter oplever af rygsækkens vægt, alt imens jeg vandrer stejlt opad. Mit hoved skriger, at jeg må have ro til hofterne, men mine ben fortsætter. C2 ligger forude, og jeg ved af erfaring, hvordan betændelsen gør mine hofter mere og mere stive. 

Endelig. Jeg når C2. De andre finder læ for den kolde vind i et lille dome. Jeg bliver udenfor. Tårerne løber, og jeg er dybt frustreret. Det her må bare ikke ske. Mine hofter må bare ikke være grunden til, at jeg knækker. Det begynder at sne, eller måske er det bare den hårde vind, der får sneen på jorden til at fyge. Jeg lukker mine øjne og mærker snefnuggene på mine kinder. Jeg forsøger at samle mig.

Håbløst, og da Jakob kommer ud til mig, er tårerne ustoppelige. Her i vinden aftaler vi, at jeg må være ærlig på de næste ture. Jeg må fortælle, løbende, hvordan mine hofter har det. For i værst tænkelige tilfælde gør betændelsen, at jeg ikke kan gå. Jakob fortæller, at der findes flere måder at optimere på. Måder der ikke just huer mig lige nu, men jeg mærker endnu engang, hvordan Jakobs mange års erfaring som bjergguide og gennem Urth-Adventures, giver mig tryghed i, at jeg lykkes med mit mål. Jeg forstår, at her må fornuften sejre, frem for min stædighed. 

Topforsøget er i gang. 

Vi startede med at være otte deltagere og tre guider. Nu står vi tre deltagere og tre guider tilbage. Jeg hiver min 15 kg. tunge rygsæk på. En øvelse, jeg har gjort de sidste to-tre dage, men med storm og vindstød på 120 km/t. på toppen af Aconcagua, er vores vejrvindue blevet udskudt gang på gang. Omsider ser det ud til, at jeg må beholde min rygsæk på.

Vores chance er kommet, og så endda på vores sidste mulige dag, før vi må hjem, åbner et vejrvindue sig den 23. Jeg spænder rygsækken godt til, og forbereder mig på, at vi nu går stormvejret i møde, i C1, for dagen efter at fortsætte til C2, hvor vi kan lægge os i position til at lave summitpush. Shit det er spændende, det her.  

Vi er ankommet til C1, og vinden brøler udenfor. Den har et fast tag i teltet. Bliver det her mon en søvnløs nat, hvor vi må sidde og holde ved teltstængerne? Sneen fyrer ned ad bjergsiden og lader sig ikke stoppe. Den hvirvler direkte op mellem yderste lag af teltdugen og lægger sig tungt på vores indertelt. Jeg pakker mig helt ned i soveposen. Her er varmt. En utrolig kontrast til det kaos, der foregår lige udenfor teltets nåletynde dug.

Burde jeg være nervøs? Bange? Jeg er ingen af delene. Jeg føler mig tryg i Jakobs selskab, men samtidig vil jeg absolut ikke være naiv. Jeg spørger Jakob ind til alvoren i situationen, og mens han fortæller, hører vi brølet. Vindens brøl. Det starter længere oppe ad bjergsiden, og om få sekunder rammer det vores lille telt. Okay, det her giver mig kriller i maven. Tre, to, en. Sjush. Højre side af teltdugen lægger sig ned, Jakob mærker en af de fleksible teltstænger mod kinden, og videre fortsætter vindstødet på min. 50 km/t. 

Så er vi ligesom i gang. Natten i Camp 1 er en oplevelse i sig selv, og imens vi alle er i gang med at pakke campen ned, går snestorms-snakken livligt for sig: ”hørte I også vinden...?”, ”mærkede I også da…?”, ”wow, brølet og vindstyrken var jo crazy…”. 

Vi er klar.
Klar til at rykke fra C1 til C2. Jeg går lidt i knæ, og med begge hænder svinger jeg rygsækken på. Jeg mærker tyngden fra de nu 19 kg., som min rygsæk vejer. Den indeholder både det, jeg pakkede i BC, samt det vi tidligere lagde som depot her i C1, og jeg er en smule nervøs for, hvordan jeg kommer til at klare turen i dag. Jeg gruer for, om mine hofter virkelig er vendepunktet for mig. 

På ruten, som vi bruger, op ad Aconcagua, er der to Camp 1. Der er Plaza Canada i 5.050 m., og den bruger de fleste. Den anden, Camp Alaska i ca. 5.300 m., bruger vi. Heldigvis. Det betyder, at vi kun skal gå omkring 300 højdemeter i dag, og jeg er fast besluttet på, at jeg klarer dem. Det skal jeg bare, og her fornemmer Jakob igen min stædighed. Han minder mig om vores aftale fra tidligere. I et stille pace går vi mod Nido de Condores, Camp 2, i ca. 5.570 m. Det er herfra, vi laver vores summitpush. På grund af stormvejret, der i mange dage har raset højere oppe på Aconcagua, har vi ikke haft mulighed for at etablere en Camp 3 i ca. 6.000 m., og vi har derfor to nætter i C2. Det bruger jeg måske også som en undskyldning overfor mig selv: ”så kan jeg hvile hofterne lidt”, velvidende at dagene i C2 også skal bruges på akklimatiseringsture op ad bjerget. 

Plateauet C2, eller Nido som vi kalder campen, er et utrolig sted. Her er barsk. Her er koldt. Og her bliver jeg forpustet hver gang, jeg går turen fra min tissesten tilbage til teltet. Ja, du læste rigtigt. Min tissesten, eller nærmere mine tissesten. For med Nidos flade landskab blandet med telte og mennesker til højre og venstre, så gælder det, som kvinde, om at finde nogle strategisk godt placeret (større) sten, jeg kan gå i skjul bag.

Og mere utrolig bliver Nido, da jeg klokken lidt i ni lyner ned for teltdugen. Lyner ned og overvældes af den mest vidunderlig solnedgang. Overvældes over hvordan himmelen brænder, mens mørket falder på. Oplever hvordan himmelen er lærred for et dynamisk maleri, hvor farverne rød, orange og gul forstærkes for hvert minut, og ligger sig som et tæppe over bjergene i horisonten. 

Summitpush. 

Lyset fra de fem andres pandelygter flakker rundt om mig i en deform cirkel. Klokken nærmer sig 03.30 natten til den 23. januar. Jeg bukker mig ned og efterspænder mine crampons. De driller mig. Min puls er høj, og jeg stresser lidt over, at jeg står med en følelse af at være bagud, før vi overhovedet er gået afsted. Emma, stop. Det er nu, det gælder. Tag ved lære. Nu ved du, at vækkeuret må ringe tidligere næste gang. Sådan lyder mine tanker, og jeg rejser mig op. Jeg er klar. Vi er alle klar. Tiden er inde til at lave summitpush fra C2. 

På række går vi afsted i mørket. Endelig får jeg sne under mig, og det som om alting falder til ro indeni. Selv min puls føles roligere, selvom det nok ikke er realiteten. Jeg mærker egoet i mig. Jeg mærker stædigheden og lægger især mærke til, hvor meget den her tur betyder for mig. Hvor meget jeg har på spil. Facts er, at fordi vi laver summitpush fra C2, skal vi gå ca. 1.500 højdemeter for at nå toppen på 6.962 m. Vi ved, at bestigningen til toppen vil tage et sted mellem 10-12 timer. Og vi ved, at vi må gå kraftig vind og kulde i møde for at nå det lille vejrvindue, der åbner sig den 23., hvilket er vores allersidste mulige dag for at toppe, før vi må drage ned ad bjerget og hjem. 

Tiden går. Den går hurtig, synes jeg, og lige under 6.000 m. holder vi igen pause. Jeg mærker sulten og finder mine ”morgenmadsrester” frem: quesadilla med ost. I nat sov jeg kun to timer, vågnede med kvalme og var derfor dårlig til at klemme maden ned. Men nu må det ned, og vi må bevæge os videre op ad bjerget.

Fejl. Kæmpe fejl og en ny note til mig selv. Spis ikke ost under summitpush. Min ro og ”hjemmebane-følelse” erstattes af kvalme. Mit fokus flakker, de negative tanker melder sig, og min hjerne skriger konstant efter pause. Og da pausen endelig kommer, trækker jeg mig lidt væk fra de andre og tvinger maden op igen. Måske begår jeg endnu en fejltagelse, for de næste 10 timer er mit indvendige et komplet kaos: Pause. Jeg trækker mig. Bruger kræfter på at kaste op, selvom jeg intet har at give af; Pause. Jeg trækker mig og gentager. Jeg fryser; Pause. Jeg magter ikke at flytte mig og gentager opkast-seancen. Jeg er så forbandet træt. Og sådan fortsætter jeg. 

Solopgangen melder sin ankomst. Det samme gør vinden. Og er der noget, jeg elsker ved bjergbestigning, er det følelsen af solens første stråler. Dens varme. Lyset. Måden den fremhæver det majestætiske i bjergene. Min lige nu. Lige her. Her mærke jeg kun vinden. Kulden. Og Jakob hjælper mig med at hive endnu en dunjakke på. 

Tiden går. Den går langsomt nu, og jeg ved ikke, hvor lang tid vi har været i gang. Vi zigzagger op ad og forbereder os på traversen af en ridge, ”Portezuelo del Viento” eller ”The Finger-traverse”, der er kendt for kraftige vindstød, en seriøs windchill og sin stejlhed. Og som lovet, rammes jeg og de andre af vindstød på op til 60 km/t. og en windchill på -30 grader. Jeg dækker mit ansigt helt til og bukker hovedet. Min ånde fryser på indersiden af mine gletsjersolbriller. Vi knokler os fremad. Opad.

Omsider kan jeg sætte mig. Næste milepil på ruten, ”The Cave” i ca. 6.650 m. er nået, og jeg mærker, hvordan min træthed har overtaget fornemmelsen af kulden. Jeg placerer en albue på hvert knæ, lader hovedet falde ned mellem benene og fortsætter kraftanstrengelserne på at få den ikke eksisterende mad i maven op. Men jeg er langtfra færdig med at kæmpe. Jeg kigger op, og wow et syn, jeg møder. Her sidder jeg og nyder den spektakulære bjergudsigt, så langt øjet rækker, og endelig mærker jeg solen give lidt varme fra sig.

Er det lidt overskud, jeg mærker? Jeg hiver i hvert fald mobilen frem (for første gang på summitpush), dokumenterer udsigten og skyder et par selfies. Det er gode tegn. 

Vi forlader ”The Cave”.
Herfra har vi endnu et par timer til toppen, og udmattelsen melder sig i stor stil hos gruppens deltagere. Her er stejlt, stenet, ruten virker mere besværlig, og vi bevæger os nu i højder, hvor iltniveauet er omkring 40% af det, vi har i Danmark. Jeg zoomer ud. Men denne gang i fuld fokus på, at jeg kan gøre det. Jeg mærker, hvordan hele min krop ryster, men jeg mærker også, at jeg kan presse den mere endnu. Mine ben skal nok få mig op og ned igen, og jeg switcher over på min mentale styrke. Derfor svarer jeg Jakob, da han igen sikrer sig, hvordan jeg har det og spørger, om vi skal vende om, at ”jeg vil nå toppen. Og jeg har kræfter til selv at komme ned igen”.

Langsomt følger jeg i Jakobs fodspor, og vi lægger os i front. Mit mentale game er on fire, og jeg lægger ikke mærke til meget omkring mig. Kun på at følge Jakob op og op og op. Efter 10,5 time når Jakob og jeg sammen toppen af Aconcagua den 23. januar. Jeg er lykkelig, fortumlet, følelsesladet og utrolig udmattet. Kort efter kommer de to andre deltagere og de to guider, og sammen bruger vi 20 minutter på toppen. Jeg indtaler både jublende videoer, lavet sejershop og falder hen i en kort slumren. 

Turen ned er lang.
Jakob og jeg lægger os igen i front. Jeg vil bare hurtigst muligt ned, for jeg fryser så meget. Og da vi er tre deltagere og tre guider kan 1:1 princippet lade sig gøre. Jo længere ned ad bjerget vi bevæger os, jo mere kommer jeg til mig selv igen. Samtidig bliver jeg også mere og mere slasket i min gang. Udmattelsen er voldsom, men endelig er jeg fri for kvalmen, og jeg forsøger både at hive den sidste energi frem med Power Rade og halvfrossen vand med elektrolytter. 

Efter 5 timer, fra jeg stod på toppen af Aconcagua, kan jeg nu smide mig i teltet. Mit og Jakobs summitpush tog i alt 15,5 time fra C2 til toppen og tilbage til C2. En bestigning, der har givet mig enorm vigtige oplevelser og erfaringer, og en bestigning, hvor jeg havde Jakobs støtte ved min side ligegyldigt hvad. Det er jeg utrolig taknemmelig for. Nok kunne jeg ikke presse på og nyde turen, men til gengæld har jeg erfaret, hvor meget jeg er i stand til at presse mig selv. Hvor stærk jeg er mentalt. Og for pokker, hvor mange udfordringer en ekspedition konstant kan give. Som Jakob siger, ”det fikser vi”. Og til det har jeg nu lært at smile og sige, ”ja, det ved jeg”. Om ikke andet, så gør vi altid forsøget. Og den får hele armen. Jeg er all-in. Og det forsætter jeg med at være i Emma’s Everest. 

Vil du følge med i min næste ekspedition? Stay tuned eller læs om min næste ekspedition til Mont Blanc på 4.810 m., hvor jeg sammen med Jakob/Urth-Adventures, skruer op for den tekniske klatretræning i alpint terræn. Tjek det ud her.