Sådan startede min passion for bjergbestigning.

Jeg bor jo i lille Danmark med Himmelbjerget som vores højeste punkt. Men det skulle vise sig at under mine to sabbatår tilbage i ’17/’18, fik jeg virkelig øjnene op for hiking og dét at opleve landskabet til fods. Det var som om, at jo mere jeg skulle svede, få ømme muskler og kæmpe for at nå toppen af bjerget, jo mere tilfredsstillende og smukkere blev turen.

Min første rigtige bjergtop var vulkanen Puncak Rinjani (3.726), Indonesien, og jeg husker stadig tilbage på de 3 dage som noget af det hårdeste, jeg har gennemført. Min rejselyst førte mig så senere til New Zealand og Australien, hvor mulighederne for vandring føltes uendelige, og min passion tog virkelig til. Dét, at mærke kroppen give alt hvad den har, og samtidig opleve det helt fantastiske landskab udfolde sig omkring en er simpelthen betagende. For ikke mindst at nævne følelsen af sejr, når man helskindet kommer ned og hjem igen.

Dét, at kæmpe sig igennem ild og vand for at nå paradis, har ikke bare givet mig et adrenalin kick, men rent faktisk kickstartet mit drive og enorme passion for bjergbestigning.
Så siden min første bestigning, ja så er vandreferie altså blevet en reel ting, hvor især Norge har vundet mit hjerte.  

Mit bjergbestiger gennembrud.

Mit bjergbestiger gennembrud kom uden tvivl, da jeg i sommeren ’19 tog alene til Tanzania for at bestige Kilimanjaro. Jeg var fuldkommen besluttet på, at jeg måtte fuldføre dette step for at starte min udvikling mod mountaineering og de højere bjergtoppe. Og da jeg ikke fandt nogen til at dele oplevelsen med mig, så måtte jeg jo tage af sted selv. Og hvilken vidunderlig oplevelse. Ikke blot at rejse helt alene til Afrika, men samtidig udfordrede jeg mig selv som aldrig før.

Bestigningen via Lemosho-ruten tog 8 dage, og jeg fandt pænt hurtigt ud af, at det ikke kun handlede om kroppens fysiske tilstand. Allerede første nat blev jeg mentalt udfordret.
For første gang i mit liv følte jeg mig ensom.

Helt alene sad jeg i mit telt, tårerne trillende ned af mine kinder, mens jeg kunne høre venner, familier og par fejre første etape udenfor. Jeg følte mig ensom, fordi jeg ikke havde nogen at dele alle dagens oplevelser med, og det var helt nyt for mig. Efter et par dage sejrede udmattelsen dog, og jeg endte rent faktisk med at påskønne min alenetid i teltet om aftenen, hvor jeg kunne slippe alle tanker og lade batterierne op til næste dag.

Jeg nåede toppen af verdens højeste, fritstående bjerg og af Afrikas højeste punkt som en af de tre første, den morgen. Jeg husker tydeligt, hvordan pauserne på sidste summit-push tog energien fra mig, fordi kulden i stedet overvældede mig. Jeg spurgte min guide, om hende og jeg ikke selv kunne fortsætte. Hun førte an, og jeg kæmpede mig efter hende. På toppen mærkede jeg suset i maven, og adrenalinen pumpe i blodet. Her var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte have mere.

Efter min hidtil største sejr, turde jeg for alvor sige højt, at Mount Everest var mit ypperste mål.